name

Specialister måler lyd og temperatur på Bakkegården

Renoveringen af Frederikshavns Boligforenings afdeling Bakkegården indgår som demonstrationscase i REBUS.


I sidste uge havde Bakkegården, som står over for en gennemgribende renovering, besøg af REBUS med specialister fra Paris og forskere fra Lund. Med sig havde de avanceret termisk og akustisk målingsudstyr. En række lejligheder i Bakkegården blev målt, for at kunne give et billede af ejendommens tilstand. Formålet er at finde en metode til at vurdere bygningens status før renovering, for at kunne påvise den konkrete værdiforøgelse under og efter renovering.

− I mange tilfælde opnår man ikke den forventede effekt ved energirenoveringer. Der findes i dag ikke nogen udbredt metode til at analysere og verificere at de gennemførte renoveringsløsninger vil fungere som de er tiltænkt, derfor vil vi gerne have et billede af status på bygningen før renoveringen, siger Elin Søndergaard, forskningsdirektør hos Saint-Gobain Nordic og næstformand i REBUS.

Både Saint Gobain og Frederikshavn Boligforening deltager i partnerskabet, der består af en række af byggeriets parter. Også Himmerlands Boligforening, der stiller bygninger til rådighed for målinger, dokumentation og fuldskalademonstration.

I den forbindelse er det vigtigt for boligforeningerne, at beboerne er med og har indflydelse:

− Det er en vigtig forudsætning for at vores mål skal lykkes, at beboerne er med, og har indflydelse. REBUS-projektet ligger i tråd med boligforeningens Energipolitik, der er godkendt og udarbejdet af beboerrepræsentanter og administrationen i fællesskab, siger teknisk chef Jesper Nymark, Frederikshavn Boligforening.

Sideløbende med målingerne gennemføres der interviews blandt beboerne på Bakkegården for at få en bedre forståelse for lydforholdene i bygningen, da dette er en vigtig del af bo-oplevelsen.

14. december 2016      

Vil du modtage REBUS nyhedsbrev? Tilmeld dig her.